Startside
Resultater FM 

 
Da Brobyblæserne startede som jagthornsgruppe i 1974, blev der udelukkende spillet jagtrelaterede signaler på danske jagter.

Siden da er den generelle interesse for jagthornsspil steget meget, og gruppens aktiviteter har ligeledes udviklet sig til i dag at beherske et stort repertoire, hvor deltagelse i små og store arrangementer i ind- og udland efterhånden er blevet en tradition for gruppen.

En vigtig aktivitet er dog fortsat at spille ved jagter og til parader på lokale fynske godser og slotte.

I 1984 deltog Brobyblæserne for første gang i danmarksmesterskabet i jagthorns-blæsning, som nu er en årlig begivenhed, der ses frem til med forventning, og hvor grupper og solister i forskellige klasser dyster om medaljer.

Internationalt har Brobyblæserne deltaget i mesterskabssblæsninger i Østrig og i de senere år flere gange ved mesterskaberne i "Kürblasen" i Slesvig-Holsten, hvor vi har opnået fine placeringer.

Igennem en årrække har Brobyblæserne spillet ved Hubertusriddernes (Les Chevaliers de St. Hubert) højmesse i katedralen i St. Hubert i Belgien; en stor katolsk messe med deltagere fra mange europæiske lande, hvor jagthorns-blæsning er en del af landenes kultur og væsentligt mere udbredt end i Danmark.

Brobyblæserne har været og er medarrangører af kirkekoncerter på Fyn, hvor der spilles musikstykker på såvel jagthorn som ventilhorn samt kombination heraf.

Når privatpersoner har brug for musikalske indlæg fra jagtkammerater til festlige lejligheder som runde fødselsdage, sølvbryllupper, jubilæer og lignende, er Brobyblæserne altid klar til at rykke ud.

Hvert efterår og frem til maj det efterfølgende år afholdes ugentlige øveaftener med undervisning for såvel øvede som nye blæsere.

Brobyblæserne spiller idag i Gruppe Mester blandt de bedst placerede jagthornsgrupper i Danmark, og har haft solister fra gruppen højt placeret i toppen af de respektive klasser.

I 2007 blev der dannet en gruppe for Parforcehorn i Es.
 

Senest opdateret den: 01-06-2015

Copyright © 2012 Brobyblæserne
Senest opdateret: 01. juni 2015